DIE MACHEN LANGE BEINE

Tun Sie es den internationalen Modeprofis gleich und verlängern Sie Ihre Beine optisch auf Model-Länge – mit 15 klugen Styling-Tricks

Komoren-Quastenflosser

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: , ,

Latimeria chalumnae

Der Komoren-Quastenflosser (Latimeria chalumnae) ist eine rezente Art der Quastenflosser (Coelacanthimorpha) water bottle fanny pack running. Die Tiere werden bis zu zwei Meter lang und sind an der Ostküste Südafrikas beheimatet. Sie sind in nur geringer Individuenzahl bekannt und wohl vom Aussterben bedroht. Aufgrund von Untersuchungen des Mageninhalts gefangener Komoren-Quastenflosser ist davon auszugehen, dass es sich bei den Tieren um Zoophagen handelt.

Evolutionsgeschichtlich hat sich bei dieser Art die Lunge zu einer Schwimmblase gewandelt. Das Gehirn des Komoren-Quastenflossers nimmt nur etwa ein Hundertstel des Volumens der Hirnhöhle ein, ansonsten wird die Hirnhöhle von einer fettartigen Substanz ausgefüllt.

Für die Wissenschaft entdeckt wurde das erste Exemplar der Art am 22. Dezember 1938 von Marjorie Courtenay-Latimer, die leitend als Kuratorin (ab 1945 mit der Bezeichnung „Direktorin“) am East London Museum östlich von Kapstadt tätig war. Das Tier war von einem Fischdampfer unter dem Kommando von Hendrik Goosen in den Gewässern des Indischen Ozeans vor der südafrikanischen Küste nahe der Mündung des Chalumna gefangen worden. Da Courtenay-Latimer sich mit Kapitän Goosen angefreundet hatte, wurde sie regelmäßig über die Einfahrt des Schiffes in den Hafen informiert und hatte die Erlaubnis, interessante Einzelstücke aus dem Fang für ihr Museum auszuwählen. Der Chemieprofessor und Amateur-Fischkundler James L. B. Smith ordnete das Tier den bis dahin für ausgestorben gehaltenen Quastenflossern zu. Trotz umgehend eingeleiteter Suche nach weiteren Exemplaren dieser Art gelang es erst 1952 bei den Komoren, etwa 3000 km nördlich der ersten Fundstelle gelegen, ein weiteres Tier zu fangen. Wie der erste Fisch konnte es nicht am Leben erhalten werden

Fútbol Club Barcelona Home PIQUE 3 Jerseys

Fútbol Club Barcelona Home PIQUE 3 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, nachdem es von den Fängern an Bord des Fangschiffes geholt wurde. In den neunziger Jahren des 20. Jahrhunderts gelangen dann weitere Beobachtungen, unter anderem das Auffinden einer weiteren Population der Quastenflosser, die eine eigene Art darstellen und als Manado-Quastenflosser (Latimeria menadoensis) bezeichnet werden.

Mit seinen beinartigen Brust- und Bauchflossen kann sich der Fisch in einer Art „Kreuzgang“ bewegen. Für diese alternierenden Bewegungen der Flossen hat er in seinem Nervensystem bestimmte „neuromuskuläre Koordinationen“, wie es Hans Fricke nennt. Nach seiner Ansicht können solche Koordinationen den Verwandten des Quastenflossers den Schritt an Land erleichtert haben. Tiere der rezenten Arten gehen jedoch nicht am Meeresboden umher running bottle belt, und ihre Flossen berühren nicht einmal den Boden, etwa beim Beschleichen ihrer Beute, wobei die Brustflossen um 180 Grad um die Längsachse gedreht werden können. Wenn der Quastenflosser schnell schwimmen will, benutzt er seine mächtige Schwanzflosse.

Quastenflosser sind Nachtjäger und Driftschwimmer, die auch schwache Wasserströmungen für die Fortbewegung ausnutzen. Ihre großen Brust- und Bauchflossen verwenden sie zum Ausbalancieren.

Tagsüber halten sich die Quastenflosser in Lavahöhlen auf, die auf den Komoren zwischen 150 und 200 Meter unter dem Meeresspiegel liegen. Die vor Sulawesi gefundenen Tiere lebten in einer 155 Meter tief gelegenen Kalksteinhöhle. In den zum Teil sehr geräumigen Höhlen leben bis zu 16 Tiere. Mit Sonnenuntergang verlassen die Tiere einzeln ihre Höhle. Ihre Beutezüge führen sie nur wenige Kilometer von ihrer Höhle weg und bis in 700 Meter Tiefe.

Schwimmt ihnen ein Beutefisch vors Maul, dann können sie mit einem Schlag ihrer breiten Schwanzflosse sehr stark beschleunigen. Ein bei anderen Fischen nicht vorhandenes Gelenk im Schädel gestattet ihnen, ihr Maul rasch aufzureißen und so eine blitzartige Saugschnappbewegung durchzuführen, mit der sie ihre Beute rasch in das von spitzen Zähnen umgebene Maul bringen.

Stephan Gardiner

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: ,

Stephan Gardiner (auch Wintoniensis, Stephen Gardiner; * um 1497 ? in Bury St Edmunds; † 12. November 1555 im Whitehall Palast, London) war Bischof von Winchester, Staatsmann football shorts and socks, Kanonikus und zählt zu den Humanisten und zu den Gräzisten. Er gilt als einer der führenden Köpfe der Konservativen in der ersten Generation der Englischen Reformation. Er war sowohl an der Gründung der Anglikanischen Staatskirche wie auch unter Maria I. an der versuchten Rekatholisierung Englands beteiligt.

Geboren als jüngster Sohn des Schneiders und Tuchhändlers John Gardiner († 1507) oder möglicherweise als unehelicher Sohn des Bischofs von Salisbury Dr. Lionel Woodville, unternahm er 1507 eine Bildungsreise nach Paris, wo er Erasmus von Rotterdam kennengelernt haben soll. Ab 1511 studierte er in Cambridge an der (Trinity Hall) und promovierte dort 1520 zum Doktor für Zivilrecht und im Folgejahr für das kanonische Recht. Trotz seiner Liebe zum Recht und seiner Tätigkeit als Rechtsgelehrter und Diplomat wird immer wieder seine Liebe zur Musik und Schauspielerei erwähnt. Die Verbindung zu Cambridge und der dortigen Universität blieb zeit seines Lebens bestehen. Während seines ganzen unruhigen und geschäftigen öffentlichen Lebens war er mit Ausnahme der Zeit zwischen 1549 und 1553 (den Jahren seiner Haft) Rektor von Trinity Hall.

Im Herbst 1524 trat er in den Dienst von Thomas Wolsey. Wolsey war als Erzbischof von York, Lordkanzler und päpstlicher Legat neben Heinrich VIII. der mächtigste Mann im Staat, 1525 wurde Gardiner sein Sekretär. Durch seine Bemühungen in den Verhandlungen mit Papst Clemens VII., um für Heinrich die Scheidung von Katharina von Aragón zu erreichen, erhielt er vom König 1531 das Bistum Winchester. Die Ehe selbst wurde erst 1533 durch ein Scheidungsgericht der englischen Kirche annulliert. Gemeinsam mit Thomas More verhandelte er 1527 mit Frankreich über einen Beitritt Englands zur Liga von Cognac.

Zusammen mit anderen Bischöfen stimmte er dem Gesetz von 1534 zu, in dem sich Heinrich zum Oberhaupt der Kirche in England erklärte, und verteidigte den königlichen Supremat über die Kirche unter anderem in der Abhandlung De Vera Obedientia (1535; Der wahre Gehorsam). Gardiner war aber nur in der Frage der Nichtanerkennung des päpstlichen Primates reformorientiert; in Fragen der Doktrin und der Liturgie trat er weiterhin für die Beibehaltung der katholischen Praxis ein; „Das Supremat des Königs bedeute nicht die Abgrenzung von der katholischen Kirche.“ Die Six Articles von 1539, in denen katholische Grundsätze niedergelegt waren, stammten zum größten Teil von ihm.

Nach dem Fall Cromwells wurde Gardiner 1540 Kanzler der Universität Cambridge. Auch gewann er wieder mehr Einfluss im geheimen Rat des Monarchen, dem Privy Council. Gardiner war ein Gegner des extremen Protestantismus und versuchte mit all seinen Mitteln die protestantischen Kreise am Hof zurückzudrängen. Dabei ließ er sich in Intrigen gegen die letzte Frau von König Heinrich VIII., Catherine Parr, hineinziehen, was ihn viele Sympathien kostete und die Feindschaft nicht weniger Protestanten und kirchlicher Reformer einbrachte. Der kurz vor dem Tod Heinrichs wachsende Einfluss der reformfreundlichen Kreise am Hof und im Privy Council führten Ende 1547 dazu, dass Gardiner nicht in den Regentschaftsrat aufgenommen wurde, der dem minderjährigen Thronfolger Edward zur Seite gestellt wurde.

Nachdem Gardiner sich 1547 kurz nach dem Herrschaftsantritt König Eduard VI., weigerte, die religiösen Neuerungen des Erzbischofs von Canterbury, Thomas Cranmer, umzusetzen, wurde er als profiliertester Vertreter des katholischen Konservatismus gefangen gesetzt. Er kam für kurze Zeit frei, wurde aber auf Betreiben eifriger Protestanten 1549 erneut verhaftet und für vier Jahre im Tower von London festgehalten. Man entzog Gardiner bereits 1547 das Amt des Universitätskanzlers, 1549 das Rektorenamt von Trinity Hall und 1551 auch sein Bistum. Mit dem Regierungsantritt Königin Marias I. kam Gardiner frei und erhielt sein Bistum sowie seine anderen Ämter zurück. Aus politischen Gründen musste er gegen die Annullierung der Ehe Heinrichs VIII. und der Mutter Marias I. plädieren, diese wieder für gültig erklären und Maria I. als rechtmäßige Thronerbin bestätigen.

Gardiner wurde 1553 Lordkanzler und beteiligte sich als Vorkämpfer der katholischen Reaktion unter Maria I. an der inneren Erneuerung der katholischen Kirche in England und an der Wiedereinführung der Gesetze gegen Häresie und damit auch an der gerichtlichen Verfolgung protestantischer Geistlicher. Er war allerdings gegen deren Hinrichtung und versuchte sogar das Leben seines Gegenspielers Thomas Cranmers zu retten, jedoch ohne Erfolg. Während die Königin Protestanten verbrennen ließ, gab es keine Todesurteile in seiner Diözese Winchester.

Als nationalkonservativer Katholik versuchte Gardiner zudem die Heirat Marias I. mit dem spanischen König Philipp II. zu verhindern, um Englands politische Freiheit zu wahren. Vergeblich mühte er sich intensiv um einen Frieden zwischen Frankreich und dem deutschen Kaiser. Gardiners Mühen und Bedenken wurden von der Königin überhört und mehr und mehr schwand Gardiners Einfluss am Hofe. Dieser Umstand machte ihm gesundheitlich zu schaffen. Im Jahr 1555 verschlimmerte sich sein Zustand zusehends. Er nahm am 8. November zwar noch an der Parlamentseröffnung teil, war aber dann zu schwach, um in seine Residenz (Winchester House) in Southwark zurückzukehren, so dass er in den Palast von Whitehall gebracht wurde, wo er in der Nacht des 12. November 1555 verstarb. Gardiner fand seine letzte Ruhestätte in seiner Bischofskirche in Winchester best soccer gloves.

Er war befreundet mit den Humanisten Thomas Morus und John Fisher. Aber Gardiner ist der Verfasser des Traktats Si Sedes illa Romana. Damit wurde die Hinrichtung von John Fisher gerechtfertigt. Auch verehrte Gardiner das Haupt der Humanisten, Erasmus von Rotterdam, der über die Hinrichtung von John Fisher und Thomas Morus zutiefst erschüttert war. Mit Erasmus war Gardiner während dessen Aufenthalten in England in engem Kontakt. Seine Vorstellung einer sich vermittels des Einflusses des Humanismus selbst reformierenden Kirche brach in sich zusammen.

Gardiners umfangreiche Korrespondenz ist gesammelt in The Letters of Stephen Gardiner, hrsg. von J. A. Muller, Cambridge 1933, Westport 21970; Eine umfassende Sammlung von Gardiners Werken gibt es noch nicht. Die Vera Obedientia, die Conquestio und eine dritte Schrift sind veröffentlicht in P. Janelle (Hrsg.): Obedience in Church and State – Three Political Tracts by Stephen Gardiner, New York 21968.

Unveröffentlichte Doktorarbeiten: D.L. Potter: Diplomacy in the mid-sixteenth Century: England and France, 1536-1550, University of Cambridge 1973; S. Thompson: The Pastoral Work of the English and Welsh Bishops, c. 1500-1550, University of California, Los Angeles 1975.

regeln der flag football für kinder

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter:

flag football kann eine sichere alternative zu football für kinder, da geht es nicht um köpfe zu klopfen.die spieler tragen flaggen auf ihren hüften und spielen auf, wenn ein verteidiger amis eine fahne von einem ball carrier.allerdings gibt es ¡¯ s viel mehr um den sport als hoch und runter laufen bereich ziehen fahnen.es hat einige regeln, die variieren kann, durch die liga.
ein typisches jugend flag football spiel besteht aus fünf bis zehn spieler.die ausrüstung ist ein fußball – und klett – flagge gürtel, aber einige ligen erfordern auch ein mundschutz.standard – spiele der letzten 40 minuten.gebunden, spiele gehen in die verlängerung und das erste team punktzahl gewinnt.
blockiert regeln variieren zwischen liga, aber was zählt als ein recht auf universal.der verteidiger hat, zieht die fahne vom ball fluggesellschaft gürtel, die keine einfachen trick die spieler unterwegs ist.die zweitplatzierte in keiner weise hol einfacher ist nicht legal.spieler können auch nicht ihre füße waren eine flagge.das spiel endet, wenn die flagge auf dem boden oder der verteidiger hält die fahne erobert einen schiedsrichter.einige ligen eine defense, solange die spieler starten zehn meter hinter der torlinie.
sobald ein ball ist gebrochen, es ist leben, bis es ist verboten, punkte erzielte, oder der ball ¡¯ s flag carrier gezogen

New York Cosmos Männer Shirt Weiß Auslauf

New York Cosmos 15-16 Man Kurze Ärmel Shirt Weiß

BUY NOW

€218.99
€28.99

.spielen ist auch tot, wenn der träger ¡¯ pfiff ist arm und knie den boden berührt, oder jemand mit einer fahne fängt einen ball.
die zahl der tiefen kann unterschiedlich sein, aber die meisten ligen wird vier wie reguläre football.die ersten besitz beginnt am 5-yard linie, und das team bekommt, die zahl der tiefen mittelfeld zu überqueren.wenn sie das tun, werden sie eine reihe von ausfällen zu punkten.wenn sie scheitern, das andere team bekommt den ball an der eigenen 5.einige fortgeschrittene ligen kann sie die letzte regel und publikum statt.
flag football auf jeder ebene folgt den gleichen regeln von football, wenn es um vergehen.ein quarterback ist ein klacks, passieren können, oder mit der hand ab, und nach wie vor wird erlaubt, über die torlinie.touchdowns wert sind sechs punkte, doch der große unterschied in den extra – punkte zu.ein team kann versuchen, eine flucht vor dem 5. ein punkt, oder aus den 12 für zwei.einige ligen stellen zwei punkte für eine erfolgreiche extra – punkt vorbei.

Sylvanus Morley

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: ,

Sylvanus Griswold Morley (7. juni 1883 – 2. september 1948) var en amerikansk arkæolog, epigraf og mayaforsker, hvis arbejde havde stor betydning for udforskningen af den præcolumbianske mayakultur i det tidlige 20. århundrede.

Morley er særlig kendt for sine omfattende udgravninger af mayabyen Chichen Itza, som han stod for på vegne af Carnegie Institution. Han udgav også flere store sammenfatninger og afhandlinger om mayaskriftsystemet og skrev populære beretninger om mayaerne.

Blandt sine samtidige var „Vay“ Morley en af sin tids førende mesoamerikanske arkæologer. Selv om nyere udvikling inden for området har ført til genevaluering af hans teorier og arbejde, refereres der stadig til hans udgivelser, særligt dem der omhandler kalendariske inskriptioner. Som leder af forskellige projekter sponseret af Carnegie Institution var han ansvarlig for og opmuntrede mange andre, der senere fik succesrige selvstændige karrierer. Hans engagement og entusiasme for mayaforskningen var medvirkende til at sikre nødvendige sponorater til de projekter, der senere blotlagde mange oplysninger om den gamle mayakultur.

Morley udførte tillige spionage i Mexico for USA under første verdenskrig, men omfanget af disse aktiviteter blev først kendt længe efter hans død. Hans arkæologiske feltarbejde i Mexico og Mellemamerika gav en passende dækhistorie for hans efterforskning af tyske og antiamerikanske aktiviteter på opfording fra USA’s flådeefterretningstjeneste, Office of Naval Intelligence.

Sylvanus G. Morley blev født i Chester i Pennsylvania, som den ældste af seks børn. Faren, oberst Benjamin F. Morley, var vicedirektør og underviser i kemi, matematik og taktik ved Pennsylvania Military College (PMC). Moren, Sarah, havde også forbindelse til universitet, hvor hendes far, Felix de Lannoy, havde undervist i moderne sprog. Felix (Sylvanus‘ morfar) var immigreret til USA fra det nyligt uafhængige Belgien, hvor dennes far var dommer ved Højesteret.

Familien flyttede til Colorado da Sylvanus var ti år gammel, og han afsluttede sin skoleuddannelse i Buena Vista og Colorado Springs. I Colorado fik Morley interesse for arkæologi og særligt ægyptologi. Men hans far, der var uddannet inden for naturfagene og tog sin klasses bedste afgangseksamen som civilingeniør ved PMC, støttede ikke sønnens ambitioner. Han mente ikke, at der var muligheder inden for arkæologien, og opfordrede sin søn til at læse til ingeniør. Sylvanus læste til civilingeniør ved PMC og dimmitterede i 1904.

Ikke desto mindre fik Sylvanus straks efter sin ingeniøreksamen sit ønske opfyldt om at gå på Harvard University for at tage en bachelorgrad i arkæologi. Under studierne på Harvard ændredes hans fokus fra det gamle Ægypten til de præcolumbianske mayaer på opfordring af direktøren for Peabody Museum, F. W. Putnam og den unge Alfred Tozzer, nyudnævnt professor ved Harvards antropologiske institut. Morleys interesse for mayaerne kan have været vakt tidligere, ifølge hans medstuderende og senere kollega Alfred V. Kidder. H. Rider Haggards roman Heart of the World fra 1895 af baseret på eventyr om „tabte byer“ i Mellemamerika, var en af den unge Morleys yndlingsbøger.

Morley blev i 1907 bachelor i American Research fra Harvard. Hans første arbejde i felten gik i januar samme år til Mexico og Yucatán, hvor han besøgte og udforskede flere mayaruinbyer, blandt andre Acanceh, Xtocche, Labna, Kabah, Uxmal, Zayil, Kiuic og Mayapan. Han tilbragte flere uger i Chichen Itza som Edward Thompsons gæst og hjalp med at rense Cenote Sagrado. På hjemturen til USA havde han flere genstande fra cenoten med sig, som skulle indgå i samlingen på Harvards Peabody Museums.

Sommeren 1907 arbejdede Morley i to måneder for School of American Archaeology (SAA) i Santa Fe, New Mexico, hvor han udførte feltarbejde i det sydvestlige USA. Der udforskede han anasazikulturens bosættelser og arkitektur. Blandt andre, der udførte arbejdet, var kunstneren Georgia O’Keeffe. Morley gav betydningsfulde bidrag til definitionen af en bestemt „Santa Fe“-stilvariant af præcolumbiansk arkitektur.

Efter denne opgave blev Morley fastansat ved SAA, og i løbet af de følgende år vekslede hans feltarbejde mellem opgaver i det sydvestlige USA, Mexico og Mellemamerika.

I 1908 blev Morley cand.mag. (Master of Arts) fra Harvard.

I 1912 annoncerede Carnegie Institution at de ville finansiere et antropologisk institut på opfordring fra medlem af præsidet William Barclay Parsons. Bestyrelsen meddelte i december, at den søgte forslag til egnede projekter; den modtag tre forslag, blandt andre et fra Morley om at udforske og udgave Chichen Itza.

Carnegie Institution godkendte Morleys forslag i december 1913, og en måned senere blev han ansat til at lede projektet, men ustabilitet i Yucatán efter den mexicanske revolution og verdenskrigen medvirkede til at forslaget blev udskudt i ti år. Udgravningsarbejdet ved Chichen Itza begyndte først i 1923- 24-sæsonen.

Mens Chichen Itza-projektet var i bero, foretog Morley flere ekspeditioner i Mexico og Mellemamerika for Carnegie Institution. Han udgav i 1915 sit første større værk, An Introduction to the Study of Maya Hieroglyphs

Under første verdenskrig indsamlede Morley efterretninger om det Tyske kejserrige og rapporterede om, hvad deres agenter foretog sig i området, oplysninger der var af stor interesse for USA’s regering. Ifølge nyere oplysninger, var Morley en af flere agenter for ONI, der arbejdede i området under dække af at udføre forskning. Deres opgave var at finde beviser på pro-tysk og antiameriansk agiation i Mexico og Mellemamerika og at være på udkig efter hemmelige tyske ubådsbaser (der viste sig ikke at findes). Morleys arkæologiske arbejde gav ham god undskyldning for at rejse rundt ude på landet med fotografisk udstyr, og han rejste mere end 3.200 kilometer langs den mellemamerikanske kyst i sin søgen efter beviser på eksistensen af tyske baser.

Flere gange måtte Morley overbevise mistænksomme soldater om, at han var en ægte videnskabsmand, og ved et tilfælde blev han næsten afsløret. I 1917 blev Morley forhindret i at fotografere et gammel spansk fort af en trup honduranske soldater, der mistroisk havde overvåget ham. Han protesterede kraftigt til de lokale myndigheder og erklærede, at hans akkreditiver som arkæolog burde være nok til at holde ham uden for mistanke. De lokale myndigheder lod sig ikke rokke, og først da det lykkedes Morley at fremskraffe et introduktionsbrev underskrevet af Honduras præsident, Francisco Bertrand, fik han lov til at fortsætte.

Morley leverede omfattende analyser (han indsendte over 10.000 rapportsider) med mange observationer i området, bl.a. detaljeret kortlægning af kystlinjen og identificering af politiske og sociale synspunkter, der kunne „true“ USA’s interesser. Nogle af disse rapporter var nærmest økonomisk spionage med detaljerede oplysningerom om store amerikanske virksomheders lokale konkurrenter og modstandere i området, som United Fruit Company og International Harvester.

Som hans senere arbejde beviste, var Morley en dygtig videnskabsmand og arkæolog med blivende interesse for området. Men hans forskningsresultater syntes i den tid stort set at være sekundære i forhold til hans spionageopgaver. Han var „nok den bedste hemmelige agent USA frembragte under første verdenskrig“. Kort efter krigen udtrykte flere af Morleys samtidige bekymring over det bedrageriske spionagearbejde, som Morley og andre af hans kollegaer havde været mistænkt for. En fremtrædende kritiker var den berømte antropolog Franz Boas, hvis protestbrev blev trykt den 20. december 1919 i tidsskriftet The Nation. Uden at nævne de mistænkte arkæologer ved navn, tog Boas i sit brev afstand fra mellemamerikanske agenter, der havde „prostitueret videnskaben ved at bruge den som et dække for deres aktiviteter som spioner“. Ti dage efter brevet blev trykt, blev Boas kritiseret af American Anthropological Association ved en afstemning (21 stemmer for og 10 imod) hvor AAA tog afstand til Boas synspunkter. Den etiske debat om sådanne „arkæolog-spioner“ fortsætter i dag, hvor nogle kommentatorer bemærker hvilken fare og mistanke, de udsætter dem for, som foretager legitimt arkæologisk feltarbejde, særligt dem der arbejder eller ønsker at arbejde i „følsomme“ regeringskontrollerede områder.

De næste to årtier tilbragte Morley det meste af sin tid med at arbejde i mayaområdet, som leder af de sæsonbetingede arkæologiske gravearbejder og restaureringsprojekter, mens han indimellem vendte tilbage til USA for at holde foredrag om sine fund. Selv om han primært var involveret i arbejdet ved Chichen Itza, påtog Morley sig også ansvar for Carnegie-sponseret feltarbejde, der udstrakte sig til andre mayaruinbyer, så som Yaxchilan, Coba, Copán, Quiriguá, Uxmal, Naranjo, Seibal og Uaxactun. Morley genopdagede sidstnævnte (i Petén-bækkenområdet i Guatemala, nord for Tikal). Overbevist om, at der måtte være mange flere ukendte gamle mayabyer i området, fortalte Morley de lokale chicleros, som gennemsøgte junglerne efter udnytbare kilder til naturgummi´, at der ville blive givet en dusør for oplysninger om nye steder. Således fik han oplysninger, der førte til genopdagelsen af Uaxactun. Navnet uaxactun tog han fra mayasprogene efter en steleinskription, han fandt på stedet, hvorpå der var registreret en dato efter mayaernes „lang tælling“-kalender i den ottende cyklus (dvs. „8-tun„, hvor tun er en tidsenhed, som svarer til 360 dage; navnet kunne også bogstaveligt betyde „otte sten“, og udtalen er måske et ordspil på „Washington“, hjemsted for det sponserende institut).

Nu fik Morley ry for at være pålidelig blandt de lokale yucateker-mayaer i Mérida-området, der stadig led under følgerne af kastekrigen mod den mexicanske regering. I årenes løb blev han nærmest en repræsentant for dem i flere sager, selv om han omhyggeligt sørgede for ikke at udfordre hverken Mexicos eller USA’s regering.

Hans ledelse af alle instituttets aktiviter i mayarområdet løb snart ind i problemer. På grund af kritik af dele af forskningskvaliteten og overskredne budgetter og planer fik Carnegies bestyrelse den opfattelse, at Morleys styrke ikke lå i at lede flere projekter på én gang. I 1929 blev den overordnede ledelse overdraget til A.V. Kidder, og Morley kunne koncentrere sig om Chichen Itza.

Carnegie-planen under ledelse af Morley sponserede også planen også det sammenlignende forskningsarbejde i marken vedrørende de moderne yucateker-mayaers samfund. Denne forskning blev udført i 1930’erne under ledelse af antropologen Robert Redfield som forskningslektor for Carnegie indsamlede oplysninger og undersøgte de kulturelle kontraster som mayaindianerne oplever på fire samfundsniveauer:

De blev udtrykt socialantropologisk analyseret som „typer“ repræsenterende forskellige grader af samfundsmæssig isolation og homogenitet.

Arbejdsårene i de Mellemamerikanske jungler under ugunstige betingelser forværrede den spinkle Morleys helbred. Flere gange var han uarbejdsdygtig af malaria, og han måtte året efter indlægges med tyktarmsbetændelse og senere amøbiasis. I 1930’erne blev det også klart, at han havde hjerteproblemer, som kom til at plage ham resten af livet. Ikke desto mindre fortsatte han sit arbejde med tydelig entusiasme, selv om han „afskyede“ forholdene i junglen.

Mellem projektledelse og forskning udgav Morley flere afhandlinger om mayaskrifttegnene og sin fortolkning af deres betydning. Deriblandt en undersøgelse af inskriptioner i Copán (1920) og en større undersøgelse (et stort værk på over 2.000 sider i fem bind) omfattende mange af de ruinbyer, han havde udforsket i Péten-området 1932-38.

Ruinbyen Chichen Itza ligger omkring 120 km sydøst for Mérida på indlandssletterne i det nordligt centrale Yucatán. Stedet har været kendt af europæerne siden besøg af 1500-tallets conquistadores. Under erobringen af Yucatán forsøgte spanierne at gøre Chichen Itza til deres hovedstad, men modstand fra mayaerne fordrev dem efter flere måneders besættelse. Da spanierne vendte tilbage til Yucatán i 1542, lykkedes det dem endelig at etablere en hovedstad i en anden mayaby, T’ho (eller Tiho), som de omdøbte til Mérida.

Længe før de første spanieres ankomst var Chichen Itza tydeligvis forladt, selv om de lokale yucateker-mayaer stadig boede tæt på og endda inden for byens tidligere grænser (men i nybyggede træhytter, ikke i stenbygningerne). Navnet Chichen Itza kendes fra de tidligt registrerede spanske beretninger som Diego de Landas &ndahs; om de lokale beboere modern day fanny pack, for hvem stedet længe havde været pilgrims- og ceremonielt sted. Navnet (i moderne yucatekerortografi chich’en itza) betyder omtrent „itzaernes brønds mund“, hvor „itza“ er navnet på det folk, der sagdes at være stedets tidligere beboere, og „brønden“ er den nærtliggende hellige cenote (et stort vandfyldt hul). I de næste tre århundreder efter erobringen forblev stedet relativt uberørt til John Lloyd Stephens og Frederick Catherwood ankomst; flere plantager var dog blevet anlagt tæt på.

På det tidspunkt var områdets totale størrelse langt fra sikker, men i dag anses det for at være en af de største mayaruinbyer i Yucatán-området. Hvor længe siden stedet blev funktionelt forladt var ikke indlysende, om end det syntes at være kortere tid end andre ældre forladte byer i det centrale og sydlige mayaområde.

I 1922 havde den turbulente politiske situation i Mexico stabiliseret sig noget. Det banede vejen for at Carnegie Institutions Chichen Itza-projekt kunne begynde. Morley og Carnegie Institutions formand Charles Merriam besøgte Chichen Itza i februar 1923. Den mexicanske regering var allerede i færd med at restaurere den store pyramide el Castillo. Morley gav Merriam en rundvisning, han mente ville være bedst egnet til udgravning og restaurering: et kompleks af høje kendt som De Tusinde Søjlers Gruppe (deriblandt Krigernes Tempel).

Da Morley og hans hold i 1924 vendte tilbage for at iværksætte deres udgravninger, var Chichen Itza et spredt kompleks bestående af flere store ruiner og mange mindre, de fleste skjult under jordhøje og bevoksning. Nogle dele af området var undersøgt, fotograferet og dokumenteret i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede af Desire Charnay, Augustus Le Plongeon, Teoberto Maler, Alfred Maudslay, Eduard Seler og Edward H. Thompson, selv om kun Le Plongeon og Thompson havde udført udgravninger af betydning, og deres arbejde kom til at blegne for Carnegies projekt.

Med en fornybar tiårig gravetilladelse fra den mexicanske regering fra 1924 begyndte Morley, hans leder i marken Earl H. Morris, kunstnerne Ann Axtel Morris og Jean Charlot samt flere andre deres første undersøgelser. De udvalgte et område inden for det, der så ud til at være ruinbyens centrale plads, hvor nogle søjlers kapitæler lå blotlagt. Til deres store overraskelse, fritlagde de række efter række af fritstående søljer. Det var overraskende, fordi sådanne søjler næsten aldrig havde været set i klassisk mayaarkitektur. Komplekset, De Tusinde Søjlers Kompleks (selv om der er færre end tusinde) var hverken mayaagtigt i udførelse eller opstilling, bekræftede tidligere spekulationer om at Chichen Itza var noget af en gåde. Opstillingen havde meget mere til fælles med arkitektoniske stilarter blandt kulturer i det centrale Mexico mere end 1000 km væk, end med den klassiske og præklassiske mayakultur. Særligt syntes komplekset og andre, der gradvist blev blotlagt, at have meget mere til fælles med konstruktionerne i Tula, som menes at have været toltekernes hovedstad, og som lå omkring 100 km nord for den nuværende Mexico City.

I de næste sæsoner udvidede holdet deres udgravninger og genfandt anormale bygningsværker i jordhøjen som Jaguarens Tempel og Krigernes Tempel. I 1927 opdagede de et ældre bygningsværk under Krigernes Tempel, som de kaldte Chacmool’ens Tempel, efter endnu et fund af denne karakteristiske billedhuggerkunst. Bygningsværkerne havde frescoer, der var forskellig fra mayaernes, eller i det mindste en hybrid mellem maya og ikke-maya. De arbejdede også på rekonstruktionen af el Caracol, en unik cikulær bygning, der lignede et observatorium football shirts uk cheap. En separat arkæologisk udgravning på vegne af den mexicanske regering var også i gang på stedet; de to projekter delte udgravningsområderne mellem sig og arbejdede i flere år ved siden af hinanden, på en forbeholden, men i øvrigt venlig måde.

Mens Morris havde det daglige ansvar, og Charlot tegnede vægmalerierne, beskæftigede Morley sig med at kopiere de inskriptioner, han kunne finde, særligt de daterede dele. Da de fleste af inskriptionsdatoer var registreret på stedet på en forkortet form, kendt som den „korte tælling“, der kun identificerede en begivenhed inden for en periode på omkring 260 år, var det svært at afgøre præcis hvilken periode, det drejede sig om. Ved slutningen af projektet var Morleys arbejde på dette område delvist afløst af en mere omfattende analyse udført af Hermann Beyer i 1937. Beyer fortæller:

Projektets senere år blev i stadig højere grad koncenteret om restaureringsarbejdet på de vigtigste bygningsværker, da Morley altid havde øje for projektets dobbelte formål: forskning og genopbygning for at give turistindtægter.

Nettoresultatet ved deres udgravninger viste, at Chichen Itza var en usædvanlig kombination af byggestilarter: ikke blot var der et bredt udvalg af mayastilarter så som Puuc, Rio Bec og Chenes, men også en betydelig tilstedeværelse af mexicansk indflydelser så som El Tajín, men mere fremtrædende toltekisk. Beviserne antydede at stedet havde været beboet mindst siden den midt-klassiske periode, men at en særlig glans opstod i den post-klassiske periode, hvor stedet tilsyneladende var en stormagt. Ud fra de kombinerede resultater af deres og andres arbejde samt nogle dokumenterede beretninger om kontaktperiodens mayafolk dannedes den opfattelse, at Chichen Itza var blevet invaderet og erobret i det 10. århundede af toltekerkrigere fra det fjerne vesten, som opretholdt magten over de lokale mayaer i omkring hundrede år, kun for at blive erstattet af en blandet maya-mexica-gruppe, kendt som itzafolket. Senere beviser antyder, at året for invasionen skete i 987, og at lederen var den legendariske toltekerhersker Topiltzin Ce Acatl Quetzalcoatl, efter den mesoamerikanske gud Quetzalcoatl (K’ulk’ulkan på yucatekisk).

Morley var generelt modstander af tanken om, at andre eksterne grupper havde påvirket mayaerne, men fordi erobringen fandt sted i den „degenererede“ postklassiske periode, anså han det for acceptabelt. Toltekernes invasion af Yucatán blev den fremherskende blandt flertallet af mayaforskere. Forskning fra midten af 1990’erne har dog betvivlet denne antagelse; mange mener nu, at en egentlig invasion ikke fandt sted, men at lighederne i stilarterne primært skyldes diffusionnisme og handel og det faktum, at der ikke er beviser på at diffusionnismen på den tid gik i begge retninger.

Chichen Itzas kronologi er fortsat et debatemne, og mysteriet om den klassiske mayakulturs nedgang er ikke løst (omfattende „mexicanisering“ på grund af invaderende styrker er udelukket på grund af manglende antydninger deraf på sydligt og centralt placerede steder). Dog gav Carnegies udgravninger en betydelig mængde nye oplysninger, og er bemærkelsesværdige alene på grund af deres omfang og så meget mere for deres detaljeringsgrad og den bagvedliggende forskning. Carnegies rekonstruktion af stedet har vist sig at være blivende, og i dag er Chichen Itza en af de mest besøgte precolumbianske ruinbyer i hele Mellemamerika og Mexico, med mere end en million besøgende om året.

Efter næsten tyve år blev Carnegis Chichen Itza-projekt færdigt i 1940 med restaurerings- og undersøgelsesarbejdet afsluttet og målsætningerne i det store hele opfyldt. Morley vente tilbage til USA for at blive leder ved School of American Research and the Museum of New Mexico. Han begyndte også at arbejde på et stort værk om oldtidens mayasamfund, som blev færdig og udgivet i 1946. Det blev ud over hans populære magasinartikler et af hans mest succesrige værker, og det er posthumt blevet revideret og genoptrykt flere gange.

Morley vendte aldrig igen tilbage til det område, hvor han havde tilbragt så megen tid og hvis undersøgelser han nærmest var blevet synonym med; Sylvanus Morley døde i 1948, i en alder af 65 år, to år efter sin sidste store udgivelse.

Blandt Morleys udgivelser:

Ud over sit videnskabelige arbejde anså Morley det for vigtigt at dele sin entusiasme for mayakulturen med offentligheden. Han skrev en populær artikelserie om mayaerne og forskellige mayaruinbyer til National Geographic Magazine. Flere arkæologer mindedes, at de i deres ungdom at have læste artiklerne, der var „levende illustreret med en farvegengivelse af en påstået jomfru iført en tynd huipil [en klædedragt], som blev kastet ned i den Hellige Cenote“; det var dét der havde gjort dem interesseret i arbejdet.

Morleys bog The Ancient Maya har været anvendt som primær kilde i forsøg på at forfalske manuskripter fra tiden for mesoamerikas erobring, som fx manuskripterne kendt som Historias de la Conquista del Mayab og Canek-manuskriptet. Dokumenterne foregav at være samtidige beretninger skrevet omkring det 17. århundrede, der var blevet „opdaget“ i midten af 20. århundrede. Manuskripterne fortæller om forskellige aspekter ved mayakulturen og beskriver hændelser fra den tidlige spansk kolonitid; flere indeholder også tegninger af mayaideogrammer. Selv om nogle først blev accepteret som ægte, har senere analyser påvist slående ligheder med den spansksprogede udgave af Morleys bog, og manuskripterne afsløredes som forfalskninger lavet mellem 1950 og 1965.

Morley havde en ældre fætter, Sylvanus Griswold (Small) Morley (1878-1970), der underviste i spansk på University of California, Berkeley. I biografier og andre værker bliver deres liv og levned ofte sammenblandet.

Basilique Sainte-Julie (Bonate Sotto)

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: , ,

Géolocalisation sur la carte : Lombardie

Géolocalisation sur la carte : Italie

La basilique Sainte-Julie est une basilique religieuse médiévale située dans la ville de Bonate Sotto, dans la province italienne de Bergame, en Lombardie how to use powdered meat tenderizer. Bâtie au XIIXIVe&nbsp best hydration belt for running;siècle.

L’église avait un plan basilical, avec une nef et deux bas-côtés avec trois absides ; l’intérieur était divisé en cinq travées, dont seul la dernière demeure. L’emplacement, sans le plafond, est maintenant un cimetière. L’abside centrale a été décorée de fresques en 1795 par les peintres suisses Baldassarre et Vincenzo Angelo Orelli (it).

On remarque notamment les chapiteaux sculptés, avec des figures géométriques, animales ou humaines, tandis que la décoration extérieure résiduelle comprend des petites colonnes et des bandes lombardes.

Chalet Royal

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: ,

Chalet Royal is a former restaurant located in Den Bosch in the Netherlands. It was a fine dining restaurant that was awarded one Michelin stars in the period 1958-1976 and 1998-2011.

Chalet Royal was one of the founders of the Alliance Gastronomique Neerlandaise in 1967.

Kees van Gaalen founded “Chalet Royal” in 1937 as a hotel-restaurant. He was already owner of restaurant „Royal“ in the Visstraat, when he decided to branch out and buy the villa. After a complete renovation of the villa, it opened in 1937 for the public.

Head chef in the first star period Harry van Engelen. His successor was Toine Hermsen, who was unable to retain the star.

The restaurant was forced to close in 2011, when the owner of the building wanted to make better use of it. Chalet Royal, user of about 350 square metres of the about 1500 square metres big building most popular water bottles, did not fit in the new plan. Buying the building was not possible for restaurant owner and head chef Gerrit Greveling.

After that, Chalet Royal building has been substantially rebuilt and underwent a complete metamorphosis. The renowned building houses two entrepreneurs: Edwin Kats and Mark Peet Visser. Edwin Kats, who received his first Michelin star in 1995, for Restaurant De Swaen what are the best goalkeeper gloves, and his second star followed in 2002, for Restaurant La Rive, welcomes you to Restaurant NOBLE with a contemporary and international concept. Mark Peet Visser exhibits his top collections in a newly built wing of the building.

Coordinates:

Флаг Кеслеровского сельского поселения

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: , ,

20 августа 2010

2:3

6453

О. Блохина

А. В. Раков, М. В. Шарунов, В. В. Нагаевский

В. В. Нагаевский

В. В. Нагаевский

Флаг муниципального образования Кеслеровское сельское поселение Крымского района Краснодарского края Российской Федерации — опознавательно-правовой знак, служащий официальным символом муниципального образования.

Флаг утверждён 20 августа 2010 года и внесён в Государственный геральдический регистр Российской Федерации с присвоением регистрационного номера 6453.

«Прямоугольное полотнище зелёного цвета с отношением ширины к длине 2:3, в центре которого виноградная кисть с двумя листами, выше которой — звезда о пяти лучах, а снизу по сторонам — две амфоры, положенные наискось противоположно друг другу; все изображения — жёлтого цвета».

Флаг Кеслеровского сельского поселения Крымского района языком символов и аллегорий отражает исторические, культурные и экономические особенности района.

Звезда — символ победы нашего народа в Великой Отечественной войне. По территории Крымского района в годы Великой Отечественной войны проходила «Голубая линия», где велись ожесточённые бои с немецко-фашистскими захватчиками, при освобождении населённых пунктов поселения свои головы сложили многие советские воины и местные жители.

Изображение пятилучевой звезды символизирует защиту и безопасность running belt hydration, надежду, духовное воспитание.

Гроздь винограда — символизирует уникальный климат поселения, способствующий выращиванию элитных сортов винограда best water glasses, коим славятся хозяйства поселения, расположенные на благодатной земле Кеслеровского сельского поселения, особенно богатые виноградниками ОАО «Аврора» и ООО «Олимп».

Винодельческие хозяйства известные по всей России и в мире: ООО «Шато ле Гран Восток», ООО «Олимп» расположенные на территории Кеслеровского сельского поселения отражены двумя амфорами.

Проводимые на территории поселения многочисленные археологические раскопки подтверждают предание о том, что в этих местах и тысячи лет тому назад выращивали виноград и производили вино, на что также указывают изображения амфор.

Зелёный цвет — символ плодородия waterproof smartphone case, гор и лесов, природного изобилия, спокойствия, здоровья и вечного обновления.

Жёлтый цвет (золото) — символ урожая, богатства, стабильности, уважения и интеллекта, подчёркивает плодородие и достаток Кеслеровского сельского поселения Крымского района.

Городское поселение: Крымское

Сельские поселения: Адагумское • Варениковское • Кеслеровское • Киевское • Мерчанское • Молдаванское • Нижнебаканское • Пригородное • Троицкое • Южное

Пятнистая акула-квагга

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: , ,

Halaelurus quagga (Alcock, 1899)

Пятнистая акула-квагга (лат. Halaelurus quagga) — малоизученный вид рода пятнистых акул, семейства кошачьих акул (Scyliorhinidae). Обитает в западной части Индийского океана. Максимальный размер 35 см.

Впервые вид описан в 1899 году в книге «A descriptive catalogue of the Indian deep-sea fishes in the Indian Museum».

Пятнистые акулы-квагги обитают в западной части Индийского океана у берегов Кералы, Индия, и Сомали. Эти акулы встречаются на континентальном шельфе на глубине 54—186 м.

Максимальная длина 56 см. У пятнистой акулы-квагги стройное длинное тело с заострённой и чуть вздёрнутой мордой. Овальные глаза вытянуты по горизонтали. Ноздри разделены треугольными кожными складками. По углам рта имеются короткие борозды

kelme soccer jerseys

KELME Latest Men’s V Neck Short sleeve Football Training Suit Team Jerseys

BUY NOW

39.99
25.99

. Рот маленький, его ширина составляет 6—9 %, а длина 4 % от общей длины тела.

Второй спинной плавник крупнее первого metal water bottle safety. Основание первого спинного плавника находится над окончанием основания брюшных плавников. Основание второго спинного плавника находится позади основания анального плавника. У взрослых акул брюхо довольно короткое, расстояние между основаниями грудных и брюшных плавников в 1,2 раза меньше переднего края грудных плавников. Длина основания анального плавника в 1,1—1,3 раза превышает длину основания второго спинного плавника и существенно короче дистанции между основаниями спинных плавников. Окрас светло-коричневого цвета, брюхо светлое, на спине имеются 20 тёмно-коричневых вертикальных узких полос.

Пятнистые акулы-квагги, вероятно, размножаются, откладывая яйца. Самки могут вынашивать в яйцеводах до 8 яиц одновременно. Размер новорожденных приблизительно 8 см

Brazil Home PAULINHO 18 Jerseys

Brazil Home PAULINHO 18 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

. Самцы достигают половой зрелости при длине 28—35 см.

В качестве прилова пятнистые акулы-квагги попадают в рыболовецкие сети. Данных для оценки статуса сохранности вида недостаточно.

Delta Spirit

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: , ,

Delta Spirit is an American indie rock band originally from California, United States. The group consists of Jonathan Jameson (bass), Brandon Young (drums), Matthew Vasquez (vocals and guitars), Kelly Winrich (multi-instrumentalist), and William McLaren (guitar). The band members live in Brooklyn (Winrich & McLaren), Austin (Vasquez), and Los Angeles (Jameson & Young).

The band released their fourth album steel water bottle online, Into the Wide, on 9 September 2014.

In 2005, Jameson and Young, who had played with each other in many bands, decided to form a band with their new friend. Young first spotted Vasquez busking on a bench at two in the morning, and the two exchanged information. Delta Spirit recorded their I Think I’ve Found It EP at Winrich’s home studio, and he joined the band within the first year. Winrich and Vasquez had been close friends since they were 18 years old. The EP was later released by Monarchy Music on CD and 12″ VInyl in 2006.

The band produced and recorded their debut album, Ode to Sunshine, in a cabin in the San Diego mountains and released it independently in late 2007. The album featured the song „Trashcan“ which was named after the unusual use of a trashcan as an instrument during recording. Ode to Sunshine was re-released with new artwork (featuring Winrich’s great-uncle Dr. Thomas Payne on the cover) and a new version of the song „Streetwalker“ on August 26, 2008, by Rounder Records. The band has made numerous television appearances, including Late Night with Conan O’Brien in late 2008 and Last Call with Carson Daly on the March 12, 2009, episode.

Walker left the band in the fall of 2009. Their second album, History From Below, was released on June 8, 2010. The album’s title was inspired by the historian and author Howard Zinn. Many of the songs were composed on an acoustic guitar in hotel rooms as the band toured 293 dates in 2009. On November 15, 2010, Delta Spirit performed a live set for „Guitar Center Sessions“ on DirecTV. The episode included an interview with program host, Nic Harcourt. In 2010-2011 the Band also performed on Kimmel, Carson Daly , and Jools Holland. That same year Delta Spirit did 2 US tours and one European Tour. In 2011 William McLaren became a full member of Delta Spirit. McLaren formerly played in The Willowz and Cults. In April 2011, Delta Spirit played in the Coachella Valley Music and Arts Festival in Indio, California. In the Summer of 2011 they rented a southern California rehearsal studio used by Cold War Kids and Murder City Devils in order to write what would become their third record, „Delta Spirit“. In July they traveled to Woodstock, NY to refine and record that material. In the fall of 2011 Delta Spirit opened for My Morning Jacket. On March 13, 2012 they released their third studio album football shirts boys, self-titled Delta Spirit, recorded with producer Chris Coady. On August 4, 2012, the band performed at Lollapalooza in Chicago, IL. In 2013 the band is based in Brooklyn, New York.

The Delta Spirit song „Devil Knows You’re Dead“ was used in the final scene of the 5th and final season of Friday Night Lights. The song „People, Turn Around“, was also used in the final scene of the Season 2 Sons of Anarchy episode „Potlatch“ cheap football jerseys. Their song „Salt in the Wound“ from their 2008 album History from Below appeared in the Grey’s Anatomy episode „With You I’m Born Again“. The song „9/11“ was used in the final scene of the Season 2 My Life As Liz episode 5. The song „People C’mon“ was used in The Big C episode „Blue Eyed Iris“ and in UFC Primetime: Velasquez vs. Dos Santos. The song „Running“ is featured on „The Walking Dead“ Original Soundtrack – Vol. 1 The song „Yamaha“ was used in the 2013 movie „Warm Bodies.“ The song „California“ was used in American Dad! season 10 episode 06.

In 2014, the band switched to Dualtone Records and released the album Into the Wide in October. It is the group’s highest charting album in the United States to date. The band’s publicity tour included a performance on Late Show with David Letterman.

First Sea Lord

admin, · Kategorien: Allgemein · Schlagwörter: ,

First Sea Lord (bokstavelig «Første herre av havet»; øverste kommandant av den britiske flåten), eller fulle tittel The First Sea Lord and Chief of Naval Staff (1SL/CNS) er den profesjonelle overhodet av Storbritannias kongelige marine (Royal Navy) og hele den maritime tjeneste (Naval Service). Tittelen er særegen for Storbritannia, den tilsvarende norske posisjonen er admiral. Den opprinnelig tittelen var First Naval Lord («Første maritime herre»). Konseptet med en profesjonell (ikke politisk utnevnt) First Naval Lord ble innført i 1805, og denne tittelen ble endret til First Sea Lord ved utnevnelsen av John Arbuthnot Fisher i 1904. Fra 1923 og framover var First Sea Lord også et medlem av Sjefene av stabkomiteen (Chiefs of Staff Committee, CSC) kids football shirts. Han sitter nå også i det britiske forsvarsrådet (Defence Council), som er en del av Forsvarsministeriet

sport t shirt

KELME Men Sport T-shirt Basketball Football Training

BUY NOW

29.99
22.99

, og i admiralitet (Admiralty Board).

Den nåværende First Sea Lord er admiral Philip Jones som ble utnevnt i april 2016.

Puma Fußballschuhe Steckdose | Kelme Outlet

MCM Rucksack | Kelme | maje dresses outlet| maje dresses for sale

kelme paul frank outlet new balance outlet bogner outlet le coq sportif outlet schlanke straffe Beine Overknee-Stiefeln